søndag den 16. juni 2013

Racereport: Kmd 4:18:4

Lørdag d. 15. juni deltog jeg i mit andet korte triathlon-stævne. Det var samtidig det sidste rigtige stævne inden mit helt store mål: 1/4 Ironman i Aalborg d. 7. juli.

Kmd 4:18:4 svarer groft sagt til en 1/10 ironman og består af 400 meter svømning, 18km cykling og 4km løb. Stævnet blev afviklet i og omkring Aalborg friluftsbad.

Som tidligere nævnt på bloggen, så har jeg døjet med en overbelastningsskade i min højre hofte. Skaden er heldigvis i klar fremgang, og i de sidste par uger, er jeg begyndt at kunne løbe 2-3 ugentlige løbeture á 3km. Jeg har også allieret mig med med Arkadens Fysioterapi, som har givet mig nogle gode redskaber, styrkeøvelser mv. som jeg synes har haft en positiv indvirkning på min hofte.

Op til stævnet var jeg derfor lidt nervøs hvordan det ville gå på løbedelen, da jeg ikke har løbet med høj intensitet i lidt over en måned...
Men udover det, var jeg ved godt mod, ikke mindst fordi jeg jo for nylig har fået våddragt, som virkelig skulle kom til sin ret i det (halv)kolde fjordvand i Aalborg friluftsbad.

Stævnet blev afviklet som en form for enkeltstart, hvor deltagerne blev sendt i friluftsbadet én ad gangen, og med 10 sekunder mellemrum. Jeg var vel omkring nr. 30 i køen, inden jeg røg i vandet. Svømningen blev ikke noget køn forestilling. Kombinationen af adrenalin, de mange svømmere gjorde at jeg aldrig kom i en glidende rytme og en fornuftig vejrtrækning. Dog fik jeg svømmet de 400 meter på 7:25 (1:51/100 meter), hvilket jeg er okay tilfreds når man tænker på at der skulle svømmes lidt om hjørner på en del af distancen.

 Efter en 250 meter løbetur, var det tid til skift til cykling (t1). Det gik også ganske fint, hvor jeg sagde til mig selv, at jeg ikke skulle stresse unødigtog bare få våddragten af uden af falde eller noget andet tidskrævende. På med hjelm, briller osv. og så afsted på en 6km ud/hjem rute, som skulle gennemføres 3 gange. Ruten var fra friluftsbadet og ud til Gl. Hasseris. Selvom det var trafik på vejen, så var de frivillige dygtige til at få stoppet bilerne på de udsatte steder, og jeg fik god fart i cyklen. Jeg synes klart, at jeg kunne mærke, at jeg har cyklet mere den sidste måneds tid, da jeg jo ikke har kunnet løbe så meget. Jeg klarede cyklingen på 31:14 minutter (34,6km/t), hvilket jeg er rigtigt godt tilfreds med.

Færdig med cyklingeng og ind til t2, og et hurtigt skifte over til løbeskoene og afsted på en 4km løberute, der gik 2km langs fjorden- Her var der et vendtepunkt hvorefter man selvfølgelig bare skulle tilbage til mål tæt ved friluftsbadet. Løbeturen gik faktisk overraskende godt, når jeg tænker på, at jeg ikke har løbet med høj intensitet i over en måned. De sidste 500 meter kunne jeg dog godt mærke lidt ømhed i hoften, men på dette tidspunkt overvejer man sgu ikke at sætte tempoet ned, for målet er jo så tæt på! Løbetiden blev på 16:39, hvilket var langt bedre end forventet.

Alt i alt endte endte jeg med at bruge 58:59 minutter på at gennemføre, hvilket rakte til en 22. plads. Det er sgu dejligt at se, at træningen giver resultater!

Nu er der rent faktisk kun 3 uger til mit helt store mål som nybegynder-triathlet. Den 7. juli står den på 1/4 ironman, som afvikles i Aalborg.
De næste par uger kommer den til at stå på benhård træning, hvertfald når det gælder cykling og svømning. Løbetræningen må jeg tage som det kommer, for jeg kommer nok ikke til at træne så meget intensivt løbetræning, da jeg ikke vil forværre min skade. Jeg håber dog, at jeg kan få lidt mere distance på i løbet af de næste par uger, og så skal det nok gå. Det er selvfølgelig ærgeligt at jeg ikke kan løbetræne for fuld styrke, men jeg har indstillet mig mentalt på at løbedelen ikke bliver optimal. Det vigtigste er bare, at jeg får en god oplevelse d. 7. juli og kan køre for fuld damp på svømme- og cykeldelen.

Jeg vender tilbage med en optakt til sæsonens store mål om et par uger...


Detaljeret resultatliste: http://results.ultimate.dk/events/2013/triathlon/kmdaalborg/estandings/front/frameset.php

Diplom:

Kort før mål:



Ingen kommentarer:

Send en kommentar